Skovgruppen Anemonerne

I børnehaven har vi siden marts 2012, haft en skovgruppe som er i skoven hver dag fra kl 9 – 14. Gruppen består af tre hold med 14 børn i hver, som på skift er i skoven en uge af gangen. Dvs. at de børn der er tilknyttet skovgruppen, er i skoven hver tredje uge.

Da vores børnehave ligger lige mellem skoven og stranden, er det meget nemt for os at komme ud i naturen og opleve den på helt tæt hånd. I skovgruppen har vi vores ganske særlige steder vi tager hen. Det kan være Engen som ligger mellem børnehaven og Tivoli, Kastanjeskoven som ligger bagved skolen og børnehaven, Mindeparken, hvor vi håber at kunne møde Dronningen en dag og stranden, hvor vi finder fine sten, lytter til bølgerne og hilser på kajakroerne ude på havet.
Vi har dage, hvor vi laver mad over bål. Her kører vi alt vores båludstyr ud i skoven i vores trækvogn. Efter vores lille morgensamling, er der altid et par børn der har lyst til at hjælpe med at finde brænde til bålet. Andre går i gang med at snitte pinde, sy bolde, gå på opdagelse i skovbunden med forstørrelsesglas eller kravle op i et af de mange gode klatretræer vi er omgivet af.

Inden vi spiser frokost er der historie. Det foregår et stille sted, gerne under et træ, eller ved et af bordene i skoven. Vi hører historien om Esther og Buddens, som selv bor et sted i skoven og altid oplever mange spændende ting.

Opskrifter på Anemonepizzabrød og Salviechips findes her.

 

Rummet udenfor

Når vi bevæger os ud i naturen, indtager vi det levende, organiske og ubegrænsede rum. Der er højt til loftet og plads til de store armbevægelser. Her har børnene frihed til at udfolde al deres energi og flyde med i naturens foranderlighed. I det frie naturrum stimuleres barnets umiddelbare impulser til leg og bevægelse, og man kan deltage i det sociale eller trække sig tilbage i sin egen verden.
I naturen opstår næsten aldrig kedsomhed og uro, for her er inspiration til alle.

Til årstidsfesterne skal vi forberede os med sange og små gøremål. Vi vil dog fejre selve årstidsfesterne hjemme i børnehaven, som vi plejer.