Advent

I begyndelsen af december lægger vi en stor spiral af gran på gulvet. I midten af spiralen står et stort tændt lys, og langs granspiralen er der anbragt æbler med et lille stearinlys i. Børnene går én og én ind i spiralen, finder et lysæble og tager det med ind i spiralens midte, hvor det tændes ved det store lys. På vej ud sætter barnet nu det tændte lys tilbage i spiralen.

Således går alle børnene og de medvirkende voksne, indtil hele spiralen er oplyst af tændte æblelys.
Adventsspiralen er en stille og inderlig lille begivenhed, hvor vi finder lys i mørket og hver især bringer en lille flamme af lys tilbage til fællesskabet.

Adventsspiralen er for vores børnehavebørn, og hver børnegruppe går for sig. Til begivenheden bliver der spillet levende musik med julesalmer.