Mikaelsfesten
Michaelsfesten ligger sidst i september i forbindelse med Skt. Michaels dag d. 29. september. Efteråret er godt i gang, og vi ruster os til at gå en mørkere tid i møde. Her lader vi os inspirere af fortællingen om ærkeenglen Skt. Michael, som med sit sværd hjælper mennesker i kampen mod det onde.
I de eventyr og fortællinger, vi bruger omkring Michaelstiden, indgår både Skt. Michael og den tapre Ridder Georg, som bekæmper dragen. Dragen symboliserer her det onde, som kan være skyggesider i os selv, som vi må forholde os til og kæmpe med for at skabe plads til forvandling og udvikling. Dette er ikke en forklaring, vi deler med børnene. Som med de andre fester, vi holder, lader vi børnene leve i stemninger, sanseoplevelse og billeder.
I tiden op til Michaelsfesten ændres stemningen i børnehaven. Fra høstens lette og løsslupne stemning til en mere inderlig og kraftfuld. Vi synger sange om de tapre Michaels riddere, der med sværd støbt i stjernestål kæmper med dragen. Vi leger sanglege om Ridder Georg og prinsessen, der besejrer dragen. Vi snitter sværd og klipper stjerner til stjernebånd, som er med til at give ridderne kraft og mod.
Til selve Michaelsfesten laver vi modsprøver. Det kan være ‘farlige’ forhindringsbaner inde eller ude, hvor vi kan øve vores mod og handlekraft og blive slået til riddere. Vi synger vores Michaelssange, hører eventyr om kampen mod dragen og spiser de sværdbrød, vi har bagt.